man intet havde fundet, hvoraf Prestens Utroskab kunde bevises, og at „intet om ham andet er fornummet end hvad som een redelig og troe Undersaaat eigner og anstaaer“.
Wesseltofts senere Levedage har ikke været lykkelige, og hans Embedslivs Udgang vidner tilfulde om „det skarnagtige og malitieuse Gemyt“, General Budde havde fundet hos ham. 13de Novbr. 1730 indgav 8 Bønder af Værrans Annex en skriftlig Klage over ham til Stiftsbefalingsmand Jakob Benzon, der lod optage Thingsvidne over Presten og under sit Ophold i Kjøbenhavn 12te April 1731 indberettede Sagen til Kongen. 4de Maj udgik Befaling, at der skulde nedsættes en Provsteret over ham. Han mødte ikke, men protesterede mod Vidnernes Habilitet og erklærede at ville udtage Kontrastevning. Han gjorde imidlertid ikke dette, og Sagen blev 22de Juli 1732 paadømt efter de foreliggende Vidnesbyrd. Det var ved disse bevist, at Wesseltoft havde afvist 30 Personer fra Nadveren, fordi de ikke vilde betale 1 Rdlr. i Nattehold, efterat det ved en Kommission i 1706 var bestemt, at han kun skulde have Rdlr. og Skydsgodtgjørelse. 5 Soldater, 1 Gut og 2 Piger havde han afvist fra Alteret af den Grund, at de havde holdt sin første Altergang for Kapellanen, – 2 unge Mennesker havde lidt den samme Medfart, fordi der ikke var betalt saa meget i „Udfærd“ ved deres Fædres Begravelse, som W. forlangte. En Kvinde paa 90 Aar, der var Krøbling, havde 5 Gange ladet sig føre til Kirken for at søge Herrens Bord, men var bleven afvist, fordi hun i sin Fattigdom ikke kunde erlægge den Husmændene paahvilende Afgift. Sidste Gang havde hun sendt 2 Mænd for at bede for sig, men forgjæves. 8 Dage efter var
