eller han blot ansaa ham for en farlig Person, faar staa derhen. Budde anfører selv, at han er bekjendt for sit „skarnagtige og malitieuse Gemyt“, at han 2 Gange har været suspenderet, og at man „ingen Ærlighed og Troskab kunde af ham forvente“, hvorfor han heller ikke havde fortjent den Lemfældighed, man viste ham. Det var kun 8 Dage efter Mundhuggeriet med Kaptein Lund, at Wesseltoft blev anmodet om at komme ned til Major Lorentz Bruun, der laa i hans Prestegjeld. Da han kom til Gaarden, fik han Befaling at begive sig til Throndhjem. Han protesterede, og da dette ikke nyttede, bad han om at faa gaa hjem forat klæde og proviantere sig til Reisen, men det blev ham negtet, og 2 Lieutenanter førte ham efter ordre til Throndhjem, hvor han maatte forblive, uden dog at blive indsat i Arrest. Juleaften 1718 sendte han en Ansøgning til Kongen, hvori han skildrede den Medfart, han havde lidt, og da han ikke vidste sig skyldig, bad han, at Kongen vilde forunde ham, at hans Sag maatte undersøges ved Lands Lov og Ret. Først 22de Mai 1719 kom der Svar paa Ansøgningen i en Ordre til Stiftsbefalingsmanden v. Ahnen og Biskop Peder Krog om at indberette Sagen. Wesseltoft havde imidlertid, da Fienden havde forladt Landet, den 23de Jan. 1719 faaet Lov at drage hjem til sin Menighed, og Stiftsdirektionen troede da at kunne lade det blive med at indsende hans Erklæring, der blev afgiven 12te Juli s. A. Dette fandtes imidlertid ikke tilfredsstillende, og 3die Novbr. udgik kongelig Befaling til Stiftsdirektionen, at Sagen skulde undersøges paa retslig Vis. Der blev optaget et Forhør, hvoraf intet graverende mod Presten fremgik. Stiftsdirektionen lod imidlertid Sagen ligge indtil 31te Januar 1721, da den indsendte samtlige Dokumenter med den Erklæring, at
