med 12–14 Mand kom Dagen efter tilbaads og truede med at brænde Prestegaarden, hvis det ikke skede, men Presten svarede, at „det var ubrugeligt i vort Land, stod ikke en tro Patriot an, en christen Fiende burde ikke begjære saadant“. Han havde, da han saa Fienderne komme, sendt sin Søn tilhest til Lensmanden med Paalæg, at han skulde indfinde sig med 30 Mandhusinger, der let vilde kunne fange den lille Trop, men Lensmanden løb tilskogs. Han kom først 2 Dage efter, da Svenskerne var dragne bort, og vilde se den svenske Kommandants Ordre, der imidlertid var indsendt til den norske Overkommando, og han maatte lade sig nøie med at faa dens Indhold med den skriftlige Erklæring, at Presten ingenlunde kunde give Lensmanden nogen Befaling om at efterkomme Svenskernes Fordringer.
Et Mundhuggeri mellem Wesseltoft og en Kaptein Iver Lund synes at have givet Anledning til, at Mistanken henlededes paa ham. Kaptein Lund havde Allehelgensdag 1718, medens Presten var i Kirken, indfundet sig paa Prestegaarden efter Generalens Ordre. Han har rimeligvis havt Hast og Møie med at faa Prestegaardens Betjening til at lystre Ordre, hvorfor han – efter Prestens Sigende – behandlede den paa militær Vis, brød Døre op med en Øxe og lod Gaardens 4 Heste kjøre hver sit Læs Hø ned til Stranden, hvor det blev indskibet og ført til Magasinet i Throndhjem. Presten kom under Forhandlingen hjem fra Kirken og „begiægnede“ Kapteinen „med nogen Uvittighed“, men denne troede imidlertid ikke, at han „burde bruge Disputer i saadanne Tider, da Fienden stood os hver Dag under Øynene“, og gjorde Sagen af i en Fart. Hvad enten dette Mundhuggeri har været af en saadan Beskaffenhed, at Generalen maatte finde Presten strafbar,
