ham aldeles fortvivlet, medens de militære Auktoriteter havde andet at tænke paa end at anstille retslige Undersøgelser. Efter at Rasch havde gjort et Forsøg paa at undvige, bad Statholderen, Baron Kragh, Kongen om Tilladelse til at „overlevere Provsten til Biskopen, at hand kunde handle med ham, som hand agtede at forsvare“. Det skede ved kongelig Befaling af 4de Juli 1716, og nu var Provsten i gode Hænder hos sin Biskop, Bartholomæus Deichmann.
Om Biskop Deichmann overhovedet har betragtet sig som sine Presters Forsvarer, skal vi her ikke nærmere undersøge. Efter hvad der ellers er bekjendt om ham kan det neppe antages. I denne Sag maa det siges, at han gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at faa den ulykkelige Provst dømt. Imidlertid fandt han det for det første hensigtsmæssigt at gjøre aldeles intet, medens han neppe kunde være uvidende om den haarde Arrest, hvorunder den ulykkelige Provst sukkede. Dette kunde dog ikke gaa. Provst Rasch sendte fra sin Arrest 20de September 1716 et Bønskrift til Kongen om, at hans Sag maatte fremmes og han selv løslades mod Kaution, og en ny Befaling udgik til Biskopen 6te Novbr. 1716, at Sagen uden Ophold skulde foretages, saa at den kunde komme for den geistlige Overret 9de Januar 1717, hvorfor den aller senest maatte være paadømt ved Provsteretten 20de Decbr. 1716. Provst Rasch havde imidlertid faaet Tilladelse til at begive sig til Kristiania – fremdeles i Arrest –, og her fik han høre om den første (4de Juli) til Biskopen udgangne Befaling, medens han lige til Sagens Paastevning synes at have været uvidende om den sidste, der maa være kommen Biskopen ihænde, da han 20de Novbr. sendte ham en Skrivelse. Han siger
