lige vilde melde sig som Gjæst ved Herrens Bord. Provsten foreholdt ham hans Ugjerning, hvorhos han paabød ham 14 Dages opsættelse med Altergangen og „forbød ham at skyde“, men Meningen med dette Forbud var klarlig nok den, „at det ei tilkom ham at myrde en ubevæbnet Mand, som Vagten havde desarmeret og tilladt at gaa sin Vei som ubekvem til at gjøre noget ondt“. Provsten maa under Forhandlingen være bleven varm, og Ordet „Blodhund“ forekom i hans Tale. Han vilde selv have anvendt det paa Fienden, men Anders Høraas vidste ved Forhøret ikke at sige, hvem han mente. Provsten havde ogsaa sagt ham efter Anders’s egen Forklaring: „din Gaard kan blive opbrændt for saadan Gjerning“. Det er forklarligt, naar Anders Høraas efter sin feige Gjerning søger en Tilfredsstillelse i Hævn over Provsten, der har gjort ham urolig. Han gik til den kommanderende Grev Sponneck med allehaande Beskyldninger mod sin Sogneprest og undsaa sig ikke ved at paadigte ham de skammeligste Løgne. Han udnyttede hin Scene paa Prestegaarden derhen, at Provsten stod i Forstaaelse med Fienden og havde forbudt ham at skyde paa denne, fortalte, at Ligningen paa frivillige Kontributioner i Haabøl var skeet efter Provstens Befaling, at denne havde overskjændt en Kvinde, fordi hun ikke itide vilde gjøre denne Leverance, befalet hende at drage til den svenske Leir dermed o. s. v. – Under andre Omstændigheder vilde man vel neppe have skjænket en saa skammelig Angivelse nogen Opmærksomhed, men Ulykken var nu den, at Angivelsen syntes paa en vis Maade at harmonere med Indholdet af Provst Rasch’s Brev til oberst Falkenberg, der nu var i Auktoriteternes Hænder, samt at de militære Auktoriteter var meget misfornøiede med Bøndernes Hold-
