give Harald en Reiserute fra Rusland til Konstantinopel over Frankrige (!) og Italien (!), dels ved at han meget ukritisk optager alt, hvad der kunde tjene til Haralds Forherligelse: snart er det vandrende Vikingesagn om forskjellige Arter Krigshst, der laanes til Harald, snart er det legendariske Mirakelkure, snart er det Væringesagn fra Konstantinopel. Af alt dette tilsammen lavedes en Fremstilling af Haralds Historie, der var saa langt fra det historiske som vel muligt. Naar saa de senere Historikere, Forfatteren af Noregs konungatal og Snorre Sturlassøn, skulde benytte den ældre Samling som Grundlag, kunde selv deres mere kritiske Sans kun delvis forbedre Fremstillingen; de udelod vistnok alt det legendariske og reducerede Dimensionerne, de kunde ogsaa lægge et eller andet rigtigt Træk til, men de manglede naturligvis de Kundskaber til de sydeuropæiske Forhold, som alene kunde indføre den rigtige Begrænsning. Harald er derfor fremdeles vedblevet at være, hvad han var for Skaldene, Grækernes Hærfører, der leder store Krigstog i flere Verdensdele, overvinder Afrikas Konge, indtager mange Borge paa Sicilien og blot ved sin Anseelse erobrer Palæstina. (Fortsættes.
