Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/39

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

G. L. 200 jfr. 189 og 207; F. L. IV. 22 jfr. 19, hvilke dog ej er klare. Sandsynligvis har hermed været ment overfald på sagesløs mand under omstændigheder, som gjør fornærmelsen i særlig grad krænkende, navnlig på offentlige steder, – hvor således brutaliteten er fremherskende. Forudsætningen er, at hævn vil blive øvet på stedet, hvis ikke voldsmanden redder sig ved flukten; der indtræder således en faktisk fredløshed umiddelbart ved selve fornærmelsen, og det siges også, at kongens årmand strax er berettiget til at optage alt forbryderens efterladte gods, undtagen jord, og deraf skal strax udredes fuld ret til den fornærmede (G. L. 189; F. L. IV. 22). Vil fornærmeren bagefter få sin fred igjen, må han „kjøbe sig af skoven“ med 15 marks bod, og da beholder han det gods, som årmanden endnu ikke har optaget. Af disse – 15 mark skal atter udredes fuld ret til den fornærmede, og resten tilfalder kongen. Frostatingsloven tillægger udtrykkelig, at hverken den fornærmede eller kongens årmand kan nækte forbryderen fred på disse vilkår. – Som det sees, betyder „fredløsheden“ her i virkeligheden dobbelt rets bod, og forholdet er udentvivl det selvsamme, som nys ovenfor omtalt med Frostatingslovens úvænis-högg (jfr. G. L. 238: öfundar-högg): Idet legemsfornærmelser i almindelighed gik over fra fredløsheds- til bødesager og deltes i 2 klasser: sår, hvoraf de betydeligste fremdeles pådrog gjerningsmanden fredløshed, medens de ringere medførte sårbøder og løgbaug, og slag, – synes også af disse sidste visse grovere voldsomheder at være stillede i en mellemklasse, der, foruden med den regelmæssige bod: fuld ret til den fornærmede og 12 ører til kongen, måtte afsones med særskilte tillægsbøder: ny fuld ret til den fornærmede og skógarkaup til kongen.