Versene handlede om Begivenheder paa en saa ukjendt Skueplads og blandt saa ukjendte Forhold, at Forvexlinger og Misforstaaelser maatte være lette og ofte have en skjæbnesvanger Indflydelse paa den følgende Sagaskrivning. Vi se saaledes allerede Thjodrik Munk (c. 1180) paa den ene Side skille Toget mod „Blaaland“ fra Toget til Sicilien (Æthiopia, quam nos materna lingua Blaland vocamus – Sicilia), idet det for ham jo ikke var let at gjætte, at Afrikas Konge var den samme, mod hvem det siciliske Felttog var rettet; paa den anden Side har allerede Thjodrik urigtigt kombineret to ganske forskjellige Begivenheder: at Harald lod Keiseren blinde, og at Harald flygtede ud af Keiserens Vold (inflicta eidem imperatori satis probrosa ignominia, inopinabili fuga elapsus). Det er ogsaa aabenbart, at allerede Thjodrik har tænkt sig Harald optrædende ikke som en Troppechef i Keiserens Tjeneste, men som selvstændig Hærfører i fremmede Lande, hvad enten nu Skaldedigtene eller den af Skaldene paavirkede Tradition direkte har ladet ham se Forholdet saa. Men disse uheldige Omstændigheder kom til at følge hele den senere islandske Historieskrivning om Harald, og det er egentlig først P. A. Munch, som her har adskilt, hvad der skal adskilles, og forenet, hvad der skulde forenes.[1] Forf. af „Kongesagaerne fra Magnus den gode“ har da yderligere forøget Forvirringen dels ved nye uheldige Kombinationer, f. Ex. ved at Versene om „Frankerne“ og „Langbardaland“ ere benyttede til at
- ↑ For den nærmere Udvikling heraf kan jeg henvise til P. A. Munchs førnævnte Afhandling, hvis Resultater her idetheletaget blive urokkede; dog bør det literære Slægtskab mellem de forskjellige Sagaredaktioner fremstilles anderledes (se „Snorre Sturlassøns Historieskrivning“ passim).
