Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/385

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
381
HARALD HAARDRAADE OG VÆRINGERNE.

tamien et Angreb paa Edessa, men Keiserens Broder Konstantin, Kommandant i Antiochia, sendte en Hær mod Edessa og reddede derved Byen og det omliggende Land. I det følgende Aar (1037) maatte Konstantin „med alle Orientens Tropper“ drage helt op i Kaukasien for at stanse en Krig mellem Abasger og Iberer.[1] Der var saaledes i disse Aar Anledning nok for Harald, hvis han tjente i denne Hær, til at erobre eller deltage i Erobringen af „80 Byer i Serkland“. Ogsaa Toget til Jerusalem kan godt finde sin Plads i disse Aar; thi Aar 1036 sluttede Kalifen i Ægypten Fred med Keiseren og tillod, at Kirken i Jerusalem skulde gjenopbygges; Keiseren sendte ogsaa Bygningsfolk og naturligvis en Hærstyrke til Bedækning. Harald og hans Væringer kunde saaledes godt være detacherede fra Hæren i Antiochia til at deltage i dette Tog. Skaldens pralende Omtale af Seire paa Reisen forudsætter ogsaa, at Harald kom i militært Følge, ikke som Pilgrim; desuden maa det, efter hvad vi kjende til Haralds Karakter, ansees for sandsynligere, at Harald saaledes leilighedsvis kom til Jerusalem, end at han (som Snorre mener) skulde være dragen fra Konstantinopel paa Pilgrimsreise til det hellige Land med sine Væringer.

Medens Opholdet i „Serkland“ saaledes hører til Aarene før 1038, maa Kampene i Italien aabenbart høre til Aaret 1041. „Langbarða-land“ er tydeligvis en nordisk Oversættelse af det græske Λογγιβαρδία, der i 11te Aarhundrede var bevaret som Navn paa den græske Del af Italien, Syditalien. Her var det eneste Sted, hvor Harald havde Anledning til i byzantinsk Tjeneste at kjæmpe med „Frankerne“ (Byzantinerne kalde altid de franske Normanner

  1. Kedrenos II, 515–519.