fornærmedes personlige ret. – Gulatingsloven anvender ikke avindsboden for fornærmelser på person.
Frostatingsloven foreskriver derhos i flere tilfælde også for afhug og sår erlæggelse af den fornærmedes ret ved siden af sårbøderne. Dette er navnlig tilfældet ved visse; afhug og betydeligere sår (úvænishøgg), hvor, som det synes, fredløsheden længere har holdt sig i virkelig brug (F. L. IV. 19,[1] 42 og 45), men forekommer også for ringere legemsbeskadigelser (F. L. IV. 16 og 17). – Noget tilsvarende findes heller ikke i Gulatingsloven, jfr. dog 138, der i drabstilfælde henfører det til „misvíg“, hvorfor skulde bødes fuld ret til arvingerne (foruden mandeboden), når den døde var slagen med „øfundarhøgg“. – Sandsynligvis er dette alene en forsvindende levning af ældre regler. Det er i sig selv sandsynlikt, at sårbøderne, ved hvis bestemmelse loven er gået i så stor detalj, også har indesluttet alt, hvad der skulde bødes til den fornærmede; og andet antydes heller ikke i hovedbestemmelserne i F. L. IV. 11 og 12. Kap. 21 Slutn. siger også om et enkelt tilfælde udtrykkelig: at retten bortfalder, når der skal erlægges sårbod.
Under visse omstændigheder synes imidlertid enhver legemsfornærmelse, også simple slag, at have været betraktet som fredløshedssag, nemlig de såkaldte øfundardrep, hvorom begge love indeholder bestemmelser, se
- ↑ F. L. IV. 19. Um ákastan allan heiptugri hendi, þá er hálfrétti uppi, ef eigi kemr blóð út; en ef blóð kemr út, þá skulu uppi sárbœtr ok læknisfé ok løgbaug konungi. En ef maðr lýstr mann úvænishøgg með øxar-hamri ok høggr eptr síðan, sá er útlagr ok kaupi sik fimtán mørkum úr skógi ok fullrétti ok sárbótum ok læknisfé ok løgbaugi konungi. – Også isl. Gråg. Vígsl. kap. 111 (Reg.), stiller úvænishøgg i modsætning såvel til sår som til lemlæstelser.
