Grækenland); men som vi har seet, maa begge disse Forudsætninger nu forlades.
8. Haralds senere Liv. Mærkeligt nok ved Nikulitzas ogsaa at fortælle om, hvorledes det gik Harald i hans Hjem; han ved, at han blev Konge i sit Hjemland [„efter sin Broder Olav“, tilføier han; han har altsaa tænkt paa en direkte Succession, istedenfor at Harald fulgte efter Brodersønnen Magnus † 1047] og at han „som Konge bevarede Troskaben og Kjærligheden til Romerne“. Hvis man blot holdt sig til den første af disse Notitser, kunde man deraf kun slutte, at norske Væringer, som efter 1047 kom til Konstantinopel, har fortalt om, at Harald blev Konge; men lægger man dertil den anden Notits, kan man ikke andet end slutte, at Harald virkelig har vedligeholdt Forbindelsen med det græske Hof ved Sendelser, maaske ved Gesandtskaber. Dette er nu i sig selv ikke saa urimeligt, allerede af den Grund, at de efter Konstantin Monomach følgende Keisere alle vare ældre Krigsmænd, som i sin Tid havde gjort Krigstjeneste sammen med Harald og derfor muligens alle havde været hans personlige Bekjendte: Michael Stratiotikos 1056–57, Isaak Komnenos 1057–59 og Konstantin Dukas 1059–67. Imidlertid tør man, efter alt hvad man ved om Haralds Karakter og Planer, vistnok for disse Gesandtskaber forudsætte et politisk Motiv. Jeg kan nu ikke godt tænke mig, at Harald i det græske Rige, hvis indre Brøst han jo maatte kjende, kunde søge en Forbundsfælle i sin Erobringspolitik enten mod Danmark eller mod de britiske Øer. Derimod er der tydeligvis i Haralds kirkelige Politik Momenter, der kunde bringe ham til at søge Tilknytningspunkter til Byzans. Erkebiskopen af Bremen var villigt bleven anerkjendt af Magnus den gode som Nordens Primas; men da
