Mærkeligt nok har baade Forf. af Noregs konungatal og Snorre Sturlassøn udeladt alt om det Dyr, som Harald skulde have dræbt i Fængslet; derimod har de fulgt sin islandske Kilde i at fortælle om Zoes „Broderdatter“ og Fængslingen, men ogsaa disse Træk maa altsaa opgives som uhistoriske ligeoverfor Nikulitzas’s enkle og naturlige Beretning.
Nikulitzas nævner, at Haralds Grund til at opsige sin Stilling var, at han „vilde vende hjem til sit Land“. Her træder af de nordiske Kilder alene Snorre supplerende til; efter at have næsten med de samme Ord som Nikulitzas berettet, at Harald „ønskede at fare til Nordlandene til sin Odel“, tilføier han, at „han havde da faaet at vide, at hans Brodersøn Magnus Olavssøn var bleven Konge baade i Norge og i Danmark, og opsiger saa sin Tjeneste hos Grækerkongen“. Denne Forklaring er saa meget rimeligere, som Tidspunktet ganske stemmer med Nikulitzas. Magnus blev Konge i Danmark om Høsten 1042, altsaa rygtedes dette vel til Grækenland i Løbet af 1043; tidligere kan Harald ikke være reist hjem, thi efter Nikulitzas gjorde han en Stund Krigstjeneste under Konstantin Monomachos, som først 11te Juni 1042 blev Keiser. Og senere end 1044 kan Harald ikke have forladt Grækenland, thi han optræder allerede 1045 i Sverige.[1] Munch har villet bestemme Haralds Fængsling, Flugt og Hjemreise endnu nøiere til Sommeren 1043; men hans Ræsonnement forudsætter baade, at Harald virkelig blev fængslet, og at Grunden var den samme, hvorfor saa mange Russer i 1043 blev fængslede, at Harald ansaaes for en Russer (idet Russerne Sommeren 1043 førte Krig mod
- ↑ Se Munch, N. F. H. II.
