sing. Sammen med de historiske Beretninger kan man da uddrage den Lære, at Magistre, Patriciere og Protospatharier ere de Rangspersoner, som have eller kan have selvstændig militær Kommando, Anførere for Hære eller selvstændige Troppekorps; de udgjøre i Forbindelse med de meget faatallige, endnu høiere Rangsklasser (som i Regelen tilhøre Keiserfamilien, og som først af Keiser Alexios Komnenos yderligere udvidedes) Rigets Stordignitærer. Men nærmest i Rang efter dem følger Spatharokandidaterne, som neppe nogensinde havde selvstændig Kommando, men dog i Regelen vare de høiere Officerer i de større Hærafdelinger; tyske Historikere pleie at oversætte Ordet med „Oberst“, medens Patriciere og Magistre blive „Generaler“. Denne Titel svarer altsaa ganske til den Stilling, Harald paa denne Tid indtog som Chef for en Del af de i Hovedstaden stationerede, udenlandske Tropper.
7. Hjemreisen. Nikulitzas beretter, at Harald i Konstantinopel oplevede baade Mikal Paflagōns Død (10de Decbr. 1041) og hans Søstersøn Michael Kalafates’s kortvarige Regjering (afsat 21de April 1042), og at han under Konstantin Monomachs Regjering søgte om Afsked, at denne blev nægtet ham, men at det dog lykkedes ham hemmelig at komme bort. Det vil heraf sees, hvor lidet troværdige Traditionerne ere om, at Harald havde forført en fornem græsk Dame og derfor blev kastet for en glubende Løve, som han kvalte i sine Anne (Vilhelm af Malmesbury c. 1120), eller at Harald for Manddrab blev kastet for en Drage, som han dræbte med en liden Kniv (Saxo c. 1200), eller at Zoe anklagede Harald for at have forført hendes Søsterdatter Maria, at Keiseren lod ham kaste i Fængsel, at han her dræbte en Edderorm og blev frelst ved St. Olavs Hjælp (Flatøbogen og Morkinskinna)!
