de byzantinske Krøniker skjule sig under Russernes Navn, maa opgives.
4. Toget til Sicilien. Keiserens Hærfører, Georgios Maniakes, landede paa Sicilien 1038, erobrede Messina og andre Byer, vandt en stor Seir over Saracenerne ved Remata (Ramette, nær Messina) og rykkede mod Syrakus; da samlede Emiren fra Afrika Abdallah en umaadelig Hær, for hvilken Maniakes rykkede tilbage til Traginæ (V for Etna), hvor Vaaren 1040 det afgjørende Slag stod, som drev Emiren paa Flugt og bragte Syrakusæ i Grækernes Vold. Maniakes stod nu næsten ved Maalet, Siciliens Erobring, da han blev tilbagekaldt i Unaade; hans Efterfølgere tabte snart igjen Terræn, kun Messina holdt sig, og Vaaren 1041 maatte den nye Hærfører, Dokeanos, skynde sig over til Longobardien, da de franske Normanner havde bemægtiget sig Melfi (Marts 1041). Om Haralds Bedrifter paa Sicilien ytrer Nikulitzas: Han drog [til Sicilien] og udførte der store Bedrifter, og da Sicilien var undertvunget, vendte han med sin Skare tilbage til Keiseren, som udnævnte ham til „Manglabites“. Hvis vi her holde os blot til Ordene, har Harald kun deltaget i den heldige Del af Felttoget (Erobringen af Sicilien), ikke i Nederlagene; han skulde altsaa være vendt tilbage til Keiseren Vaaren 1040. Rimeligst er det dog, at Forf., der jo skriver til Keiseren, kun har villet udtrykkelig dvæle ved den heldigere Del af Felttoget – Romerfolkets Seire –, og at han i Virkeligheden ved „efter Siciliens Erobring“ mener „efter Felttogets Slutning“, thi det vil sees af det følgende, at Harald neppe var tilbage i Konstantinopel før efter Midtsommer 1041. Isaafald har Harald fulgt med Dokeanos’s øvrige Tropper fra Sicilien til Nedreitalien og med dem deltaget i de første uheldige
