overhovedet ikke kunde gjengive det germaniske begyndende H, f. Ex. Henrik skrives Ἐνέριχος[1] eller Ἐρρῆς.[2] At Olav (Óláfr) blev forandret til Ιουλαβος, var derfor heller ikke mere, end man kan vente.
Beretningen viser, at Haralds kongelige Herkomst var godt kjendt blandt Grækerne; det er altsaa et uhistorisk Sagn, naar den vidtløftigere Saga om Harald beretter, at Harald blandt Grækerne kaldte sig Nordbrikt og hemmeligholdt sin kongelige Herkomst paa Grund af Grækernes Mistænkelighed mod kongebaarne Fremmede. Dette Sagn er endvidere knyttet til Islændingen Maar Hunrødssøn, som da var Sveitehøvding blandt Væringerne, som endelig vilde vide, hvem Nordbrikt var, og fortrydelig over ikke at faa noget at vide reiste hjem til Island; ogsaa dette maa saaledes bortfalde, ligesom det jo i sig selv er meget usandsynligt, at Fader til Havlide Maarsøn (f. c. 1170–80 † 1130) skulde have optraadt i Konstantinopel saa tidligt som c. 1035. Mærkeligt nok er hele denne Beretning udeladt af Forfatteren af Noregs konungatal og af Snorre Sturlassøn.
2. Ankomst til Konstantinopel. „Han vilde hylde den høisalige Keiser Michael Paflagōn og lære at kjende det romerske Rige“. Ogsaa sagaerne nævne som bekjendt enstemmig Michael som Keiser, da Harald kom til Konstantinopel,[3] og alle give ham Tilnavnet Katallaktus, hvilket Tilnavn Munch har paavist tilhører Michael Paflagōn og ham alene.[4] Naar Munch alligevel paa Grund af en tilfældig Lighed mellem Sagaens Prosa-
