stemme, hvorledes en skaale var formet, men her vil min opfatning vise sig meget forskjellig fra forfatterens.
Ved at omtale hovet paa Kjalarnes bemerker hr. Vigfússon (Árbók f. 1880 og 1881 s. 81), at da dette hov ifølge sagaen (Kjalnesinga s. 402) „overalt havde glugger (var alt gluggat), er det sandsynligt, at hovet har været indrettet paa samme maade, som de gamle skaaler, saaledes at der var skot omkring hovet (umhverfis í hofinu), men gluggeraden ovenover skottet og nedenfor tagets kant. Njálssaga f. ex. siger om Gunnars skaale, at der var glugger ved brynaasene (hjá brúnásunum), altsaa ovenover skottet, siden Gunnar strax saa, da østmanden gik opad udbygningen (útbygginguni) og hans kjortel kom frem foran gluggen. Deraf sees, at her var skot omkring (umhverfis) skaalen, og sandsynligvis har en lignende bygningsmaade fundet sted ved hovedhovene, dels fordi deres største rum (aðalhúsít) blev brugt til gjæstebudsskaale, og dels fordi, som det videre siges om Kjalarneshovet, dette var behængt med tæpper (tjaldað), hvad der ligeledes var tilfældet i skaalerne.“
Alt dette bliver af forf. dels gjentaget og dels yderligere udført i Árbók for 1882 s. 7–8. Det heder her, „at hovedhovet i gammel tid monne have været bygget paa lignende maade som de store skaaler, det vil da sige aðalhúsit, hvori gjæstebudet holdtes; at skot eller udbygning har været omkring (umhverfis), fornemmelig paa langsiderne (einkum til hliðana), og støtter eller søilerader paa begge sider indenfor skottet, og have disse staaet under tvertræerne eller biterne. Brynaasen (brúnásinn) laa saaledes langsefter ovenpaa søilerne men under tvertræerne. At have skot eller gang ved begge langsider (hliða) var almen skik i gammel tid fornemmelig paa storhusene,
