andet end dobbelt glæde mig over, at Sandhed og Retfærdighed her har fundet en Hiemmelsmand og Forsvarer i en saa lærd, grundig og betydende norsk Autoritet som Deres. Maatte De nu ogsaa selv-hvad jeg ikke mindre haaber end ønsker – opleve den Satisfaction at see reddet i Sandhedens, Retfærdighedens, det Deres Sympathie tiltrækkende Danmarks, man kan vel sige, i hele Nordens Interesse det, til hvis Hævd og Forsvar De saa værdigen er optraadt. Hvad angaaer min nylige Yttring „hele Nordens“, da behøver denne ingen Forklaring for Dem, ja man kunde vel sige: den burde ingen Forklaring behøve for nogen mere oplyst Norsk eller Svensk. Det er ikke blot det lille Danmarks, men per dette det hele store Skandinaviens Interesse, de quo aptur. „Entreen“ er den samme. Disse fælles Interesser have, desværre, kun alt for ofte været overseede, forglemte, modarbeidede – og dog til alle Tider af de Indsigtfuldeste og de Bedste i alle tre Riger erkiendte. I den Tid, jeg – mange Aar igiennem – holdt Forelæsninger ogsaa over den nordiske Historie ved Universitetet, havde disse uafladelig denne Betragtningsmaade for øie, og det er mig paa min Alderdom en stor Satisfaction at være mig bevidst, altid at have søgt at lede Eftertanken og stemme Gemytterne i den Retning. Den Grundtext, jeg immer kom tilbage til, og ligesom et historisk Bibelsted, var Inscriptionen paa Kong Frederik den fierdes Medaille af 1721
„Een Tro, eet Blod, eet Navn
Blev Nordens Fred og Gavn“
dobbelt skiøn Tanke og Sætning umiddelbart efter 9 Aars forbittret Strid. Man maa beklage, at det, som er det Principale og altid lige ønskelige og Værdige i denne Retning, har skullet ligesom blive udsat for Miskiendelse
