for og ofte bad til sig, havde stukket Bonapartes Portræt og sendt denne, har han siden ikke villet see ham. (Nov. 1803).
Den franske Minister General Macdonald ankom her til Kjøbenhavn i Sommeren 1801 for at succedere Bourgoing (hvilken man her ikke kunde lide, fordi han var saa simpel og saa ud som en Skrædder, men især fordi han meget næsviis løb og gjorde sig Ærinde paa Slottet de paa 2 April næstfølgende Dage). Det var meget imod hans Villie, at han kom her som Minister, da det var som et Slags Exil, hvori Bonaparte viste ham. Han omgikkes med Ingen og gjorde sig ingen Umage for at behage Nogen. Han havde engang blandt Flere Audients hos Kronprindsessen, som spurgte ham: „Comment se porte le premier Consul?“ „Mafoi,“ svarede han, „je n’en sais rien, mais les aides-de-camp le sauront pent-être.“ (Han havde et Par af Bonapartes Adjutanter med sig her). I Midten af October 1801 præsenterede han Duroc, som kom herigjennem fra Rusland, for Hoffet, men man fandt ham ordentlig impertinent, saa – hedte det – Duroc selv rødmede. Han sagde selv, at der ikke var anstændige Værelser at faa til Leie i Kjøbenhavn, og ingen Folk, man kunde omgaaes. – – – Den hele Post tracterede han med Foragt. „J’ai fait,“ sagde han, ... „une douzaine d’espions en Italie; me voilà reduit à l’être moi-même à la verité sous un titre plus honorable.“ (Anm. 10).
Den gamle Moltke, som man kaldte den gamle Adam, var saa stolt, at naar han havde bedet Nogen tilbords og der ingen Damer var, som vare i Rang over hans Kone, tog han selv først hende og gik tilbords med. Kun naar han var paa Landet paa sine Godser og han havde
