at hans Sønner skulde blive skrevne til Soldater, om han ikke stillede sig paa Fogdens Side. Ogsaa hans Sjælesørger, Hr. Sivert Engebretssøn, dreves af sit Had til sin Formands Børn til at forene sine Forestillinger med deres. Hvad Bonden angaar, er han ikke til at blive klog paa; thi han sees stadig at have holdt med den af Parterne, som sidst havde underhandlet med ham. Om det var af Sluhed eller Enfoldighed, lader sig neppe afgjøre; men Betaling for sin Finderet modtog han baade af Provsten og Fogden.
Til at bestyre Verket paa sine Vegne havde Magister Iver antaget Bonden Mads Knudssøn Bergdal, som var et af hans Sognebørn, og som han vel vidste han kunde stole paa i alle paakommende Tilfælde. Thi det var en rask og determineret Mand, og Bygderygtet beskyldte ham ialfald for at have begaaet Drab.[1] Der udfordredes ogsaa megen Energi til at opretholde Ordenen her, da Provstens Modstandere af bedste Evne søgte at vække Uro og hindre Verkets Drift. Den 18de Mai 1659 modtog Mads Bergdal fra sin Herre 300 Rdr. til Lønningspenge og kaldte Arbeiderne sammen for at udbetale dem deres Tilkommende. De, som havde hugget Sætteved til Verket, kom først og fik sit. Da Grubefolkene mødte op, turde de derimod ikke modtage en Skilling, saa gjerne de end vilde, da Jørgen Philipssøn under høieste Straf havde forbudt dem det. De beklagede sig herover, men erklærede dog alle at ville staa paa Magister Ivars Side, hvad Fogden end vilde tage sig for.[2]
