Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/301

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

baaret ham Godnat fra hans Husbond, og hvorledes han havde ført med sig to Kvarter Malm herfra. „Han kan tage saa meget Malm, han vil,“ sagde Magister Iver, „saa har dog jeg ret Muthbrev derpaa.“ Han begyndte nu at lægge ud for ham, at Oberbergmester Johannes Barths Brev af 28de Juli 1656 gav ham Ret til al den Erts, som fandtes paa Lesjeskogen. Gudmund vendte sig da til Ole Tofte og spurgte: „Kan du forstaa, om han har Ret til det?“ „Aldrig havde jeg troet,“ sagde denne, „at han havde havt saa gode Breve, som han har. Tager du ikke imod det, han nu byder dig, saa faar du intet en anden Gang.“ Da sagde Gudmund: „Ja, er det saa, som du siger, Master Iver, at du har Muthbrev og Øvrigheds Befaling, saa hører I Godtfolk, at jeg vil være undskyldt, om der siden kommer andet paa.“ „Ja, jeg skal være din Mand for alt det, som drages efter,“ sagde Magister Iver, og nu slog Gudmund sig til Ro. Med Ole Tofte og Naboerne paa Einstad som Vitterlighedsvidner udstedte han saa en Erklæring om, at han allerede for tre Aar siden gjennem Ole Kolstad havde overdraget Provsten sin første Finderet, og denne paa sin Side gav ham et skriftligt Løfte om at hjelpe ham, „om Nogen hannem med Trudsel eller andre ubillige Maader vil forfølge og skade.“ Dermed begav Magister Iver sig hjem igjen.

Der skulde ikke gaa lang Tid hen, før Gudmund trængte til Bistand hos Provsten. Fogdens Hovmand Anders Nilssøn[1] og Bondelensmanden søgte at gjøre ham det saa broget som muligt og truede ham endog med,

  1. Jørgen Philipssøn selv synes fra Februar af, da han først kom tilbage fra Throndhjem, og indtil han nedlagde sit Embede for det meste at have opholdt sig i Christiania, hvorfor Mag. Iver spotvis kaldte ham „Bymanden“.