Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/298

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Bønderne sine gamle Gevær og Hellebarder. Der mægledes af sig selv en midlertidig Stilstand i de Stridigheder, som herskede Mand og Mand og Grænd og Grænd imellem. Sikkert er det, at Dølernes Holdning ved denne Leilighed er al Ære værd, men det staar heller ikke til at tage Feil af, at baade Provsten og Fogden skjulte egennyttige Hensigter bag det høit løftede Fædrelandssind: den første haabede at faa sit Brev paa Grubedriften paa Lesjeskogen fornyet, den anden havde vistnok allerede under sit Ophold i Christiania om Sommeren sikret sig Besiddelsen af hele Verket i Tilfælde af, at Toget løb heldigt af.

I September Maaned begyndte Generalmajor Reichwein, der havde Overkommandoen over det Troppekorps, som skulde tilbageerobre Throndhjem, at sætte sig i Bevægelse. Han lod rykke frem i to Afdelinger; den største, som han selv førte, tog Veien op gjennem Østerdalen, den anden under Anførsel af Major Paul Michelet gjennem Gudbrandsdalen. Til den sidste sluttede Jørgen Philipssøn sig i Spidsen for de opbudne Døler, som lidt over 500

   Mand stærke i Antal var inddelte i to Kompagnier og

kommanderedes af sine Bondekapteiner, Hans Paulssøn Tolfstad af Vaage og Christen Nilssøn Bø af Gausdal. I Ilmarsch gik det nu over Dovrefjeld, hvor et svensk Rytterkorps paa tre Kompagnier, der havde taget Stilling ved en Bro i Opdal, blev slaaet og maatte trække sig tilbage. Opdalinger og Rennebygger, som jo ved Slægtskab og Svogerskab stod Gudbrandsdølerne meget nær, forenede sig med dem, og med en anselig, men høist irregulær Armé leirede Reichwein sig den 1ste Oktober paa Stenbjerget udenfor Throndhjem. Herfra kunde han se, hvilke Forberedelser de bergenhusiske Tropper, som allerede nogle