dræpte, var den overlevende pligtig at fortælle ulykken til den første mand, han mødte, og melde det for den dræptes arving (G. L. 154, 155 og 158). – Et følge på 5 eller flere kaldtes en flok. Blev en af flokken dræpt, forudsættes enten drabet at blive hævnet eller drabsmanden forfulkt på stedet; i andet fald var samtlige ansvarlige, og eftermålsmanden kunde sikte hvem af dem, han vilde, dersom ingen særskilt lyste drabet på sig (G. L. 152, 167,168; F. L. IV. 23). – Var drab forøvet i gildehus om natten, uden at drabet var blevet lyst, og nogen af gjæsterne var borte den påfølgende morgen, ansåes denne som gjerningsmand, med mindre han forud havde meldt sin bortgang for kameraderne. Var alle tilstede, uden at mistanke saaledes hvilede på nogen enkelt, havde den dræptes eftermålsmand ret til at sikte 2 af de tilstedeværende efter hinanden til fralæggelse ved tylftered; men siktede han flere, uden at kunne overføre dem det, forfaldt han selv i ansvar for falsk anklage (G. L. 157, jfr. 187; F. 1V. 14 og 15). – Fandt nogen en anden liggende dræpt ude i skoven (illr fundr), var han pliktig, efter at have tildækket liget, at sige det til den første mand, han mødte, og melde det for den dræptes arving, hvis denne var inden fylket, eller i andet fald stevne ting. Forsømte han dette, ansåes han selv som forøver af drabet, hvis eftermålsmanden vilde sikte ham derfor (G. L. 161 jfr. F. L. IV. 24). Var nogen forsvunden, og der, trods anstillet eftersøgning, intet spor fandtes efter ham inden 12 måneder, var hans arving efter F. L. IV. 25 berettiget til at sikte 2 mænd efter hinanden som drabsmænd til fralæggelse ved tylftered.
Det synes altid at være betragtet lige med mord, når nogen blev dræbt om natten (náttvíg eru morðvíg),
