øjenvidners prov, jfr. M. L. IV. 11, som forandrer dette derhen, at øjenvidnerne skal gives fortrinet.
Var viglysningen ikke foretagen på den anordnede måde eller til rette tid og sted, blev drabsmanden morder og ubødemand, og det om end den dræpte selv var fredløs mand eller træl (G. L. 182; F. L. IV. 1, V. 20; B. R. 142). Blev viglysningen derimod af andre grunde sat ud af betraktning, synes det alene at have fået en faktisk indflydelse på spørsmålet, om og på hvilke betingelser drabsmanden skulde få beholde sin fred. Hertil sikter vistnok G. L. 240, der henfører det til „misdrab“, som alene medførte en forhøjet bod, at „viglysningen ikke er fyldestgjørende, uden at det dog bliver mord“, jfr. F. L. IV. 7, som, for det tilfælde at viglysningen omstødes ved den dræptes siktelse, tillægger: „dog bliver drabsmanden ikke morder, skjønt han bliver fredløs“.
Lovene giver iøvrikt forskjellige anvisninger til at udfinde gjerningsmanden, hvor dette var tvivlsomt. Særskilt fremhæves undersøgelse af den dræptes lig, for af sårenes beskaffenhed at slutte til våbnets art (meta vápnastað). Viste det sig, at sårene var tilføjede af forskjellige våben, som ikke en mand samtidig plejede at bære (vápn úsambær), såsom bredøx, tømmerøx og sværd (eller spyd), kunde lige så mange personer siktes som drabsmænd, G. L. 151; F. L. IV. 23 og B. R. 14. – Gik 4 mænd i følge og en af dem blev dræpt, og to af de øvrige siktede den tredje som gjerningsmand, ansåes denne som skyldig; gik der 3 sammen, og de to overlevende gjensidig siktede hinanden, skulde begge ansees som banemænd, med mindre den ene mødte på ørvartinget og den anden udeblev, i hvilket tilfælde denne ansåes som den skyldige. Havde blot én været i følge med den
