Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/264

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

at Schrøter ikke kan frikjendes for at have „bearbeidet“ Sagnet for at give det en sammenhængende historisk Karakter.

II.

Sverres Saga var ikke i nyere Tid saa heldig som de øvrige norske Kongesagaer at faa Peder Claussøn til Oversætter; Hr. Peder havde nemlig ikke Adgang til noget Haandskrift af Sverres Saga og maatte derfor for hans Historie nøie sig med det korte Uddrag, som fandtes i Mattis Størssøns Oversættelse.[1] Ligetil ind i dette Aarhundrede har man derfor – udenfor de faa, der havde Adgang til Haandskrifter eller benyttede Torfæus’s latinske Værk om Norge – ikke kjendt Sverres Historie uden fra hint korte Uddrag. Uagtet dette Uddrag ikke stammer fra nogen særegen Recension af Sagaen, har den dog gjengivet denne med en vis Selvstændighed, som ikke har været uden Indflydelse paa den nyere Historieskrivning. Mattis Størssøn, for hvem Bergen aabenbart var det gamle Norges Hovedstad, har saaledes uden videre og, om ikke mod sin Kildes udtrykkelige Ord, saa dog imod dens Mening, henført Mødet mellem Kong Sverre og Erkebiskop Erik i 1190 til Bergen (istedenfor til Nidaros)[2] og derved foranlediget nyere Forskere til at konstruere en Synode i Bergen 1190.[3] Ligeledes skyldes det Mattis Størssøn, at Sverres Moders Mand kaldes Unas Smid, og heri er ingen Vilkaarlighed, thi Mattis Størssøn har her laant fra

  1. Se herom Fortalen til Saml. Skr. af Peder Claussøn Friis, udg. af G. Storm, p. LXII.
  2. Beretningen svarer ganske til Sagaens Kap. 117, der aabenbart foregaar i Nidaros, idet Sverre ligeoverfor Erkebiskopen paaberaaber sig Thrøndernes Lovbog.
  3. Se Munch n. F. H. III, 261 Noten, Keysers Kirkehistorie I, 273, Dipl. Island. S. 290.