er forandret til 1111, aabenbart fordi Landt eller hans Hjemmelsmand ikke kunde tænke sig Ruinen som den yngste af de to Kirker, hvad den i Virkeligheden er. Istedenfor disse tarvelige Relationer har nu Presten Schrøter om Bispestolens Grundlæggelse en lang og interessant Beretning,[1] den han selv tilstaar ikke er saa enkel, som Sagnet havde bevaret, idet „han har samlet denne Fortælling, som ham syntes passende“, efter en Beretning, som han hørte fra 3 Mænd „for omtrent 40 Aar siden“ (han siger ikke, at han da optegnede den). Sagnet om Æsa eller Gæsa er aabenbart ikke historisk; et Hovedtræk deraf er jo det vandrende Sagn om Ringen, der kastes i Havet og gjenfindes i en Fisk („Polykrates’s Ring“), og desuden viser det sin nyere Oprindelse ved at forudsætte, at alt, hvad der ved Reformationen var Bispegods (og da blev Krongods), allerede ved Bispestolens Grundlæggelse havde været én samlet Eiendom! Efter Schrøter skulde Eierinden af hele Sydstrømø, Æsa, være dømt af Bispen fra alt sit Gods, fordi hun blev beskyldt for en eneste Gang at have spist Kjød i Langefasten. Jeg skal ikke opholde mig ved, at hun umuligt for denne ene Gangs Synd kunde straffes paa hele sit Jordegods, da efter baade norske og islandske Love Brud paa Fasten første Gang alene straffedes med en mindre Pengebod og kun i Gjentagelsestilfælde havde til Følge Tab af alt Jordegods og endog Landsforvisning. Allerede dette viser imidlertid Sagnets nyere Oprindelse – ialfald i den Skikkelse, Schrøter giver det. Dennes Upaalidelighed viser sig især af ældre Optegnelser om det samme Sagn, som der har mindre Dimensioner: Presten Begtrup (1809)[2] ved kun, at Biskoperne ved sin Ban-
