FR. BRANDT.
De enkelte forbrydelser havde en forskjellig karakter, efter som det var et enkelt medlem af samfundet, som derved var fornærmet, eller forbrydelsen umiddelbart rammede samfundet – staten eller kirken – som sådant. Ved de sidste var privathævnen altid udelukket, og forbrydelsens følger, fredløshed eller bod, umiddelbart fastsatte ved loven selv; medens de førstes afgjørelse, idetmindste efter princippet, beroede på parternes overenskomst (sætt, trygðir).
Forbrydelserne mod private må igjen deles i dem, som gik ud over personen (liv, legeme, frihed, ære) eller, som det kaldtes, krænkede mandhelgen, – og dem, som gik ud over godset, af hvilke sidste igjen tyveri udskiller sig, som en gjerning, alene trælle tænkes at kunne begå, og antog en mere offentlig karakter.
Drab (víg) var fredløshedssag, F. L. Indl. 1. IV. 1; B. R. 10; G. L. 159; M. L. IV. 1, og medførte for-
