som Audun i Borg havde faaet af Kong Haakon, som Jon Holtessøn havde arvet efter Audun og testamenteret til St. Halvard, – „fordi jeg Audun havde megen Taknemmelighed at vise Kongedømmet for mangfoldige Hædersbevisninger og den Forfremmelse, jeg har faaet af det“. Audun var paa denne Tid gift og havde – ialfald i 1281 – med sin Hustru Fru Gyrid (hvis Slægt ikke kjendes) Børn, uden at vi vide, at nogen af dem overlevede ham.[1]
Ved Kong Magnus’s Død i 1280 skulde Audun stige endnu høiere; han blev sammen med de andre Baroner en af de faste Formyndere for den unge Kong Erik Magnussøn, en at dem, der „sad i Kongens Gaard“. Striden med Erkebiskopen er for bekjendt til, at vi her vil dvæle ved den; om Auduns Deltagelse i Regjeringen kan kun siges, at sandsynligvis skyldes den store Kong Eriks Rettebod fra 1280 eller 81, Sendebrevet til de østlandske Stormænd om Geistlighedens Anmasselser (c. 1282), Beskyttelsesbrevet for Nidaros Kirke og Kanniker (1283) o. s. v. helt eller udelukkende ham, saaledes at det paa en vis Maade maa siges at være ham, der formede Programmet for Baronernes og siden Kongedømmets Kamp mod Hierarchiet, medens det for største Delen var de andre Baroner, der øvede fiendtlige Handlinger mod Biskoperne; Banstraalen fra Erkebiskopen rettedes derfor ogsaa mod disse, mod Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Andres Plyt og Hr. Hallkel Krøkedans, medens Audun gik fri. Endog efterat Audun paa et Thing i Bergen havde ladet den Stavangerske Biskops Mænd lyse fredløse, fordi de
- ↑ Munkelivs Brevbog, S. 166. Ialfald er det sikkert, at ikke Bjarne Audunssøn (som Munthe antog) var Søn af Audun Hugleikssøn, thi Vaabnerne er aldeles forskjellige: Bjarnes en sexoddet Stjerne, Auduns en Rose.
