han smagt vel meget paa Juleøllet til at have Samling nok til at forhøre sig om, hvorledes det egentlig hang sammen dermed. Derfor kom han nu ansættende med en tung jernbeslagen Øxe i Haanden for at tage sin Eiendom tilbage. Han stryger i fuld Fart saa tæt forbi Lensherren, at han er nær ved at tumle overende. „Hvad Djævelen skal det betyde?“ raaber Hans Hansen. Han troede, at det var en af de drukne Bønder, som han netop taler om, der var kommen for at drive kaade Løier med ham. Men saasnart Mændene, som stod i Klyngen, saa, at det var Klemet, drog de sig strax undaf. Thi det sagdes om ham, at naar han var ophidset, brød han sig hverken om Ild eller Staal. Med et Sæt svinger han sig af Hesten: „Nu skal da Djævelen fare i dig, siden min Hest ikke faar være i Fred for dig!“ brøler han. Han løfter Øxen med begge Hænder og gaar Lensherren lige ind paa Livet. Denne bliver bleg og rykker tilbage baglængs Skridt for Skridt, idet han snart truer, snart søger at godsnakke med Bonden. Ingen af de hosstaaende vovede at lægge sig imellem, og omsider trykker Bonden Lensherren op mod Væggen. „Det kan komme dig dyrt at staa,“ siger Hans Hansen, „thi jeg er en Kongens Tjener .......“ „Men jeg er en bosiddende Mand,“ raaber Klemet og hugger i det samme i Væggen, saa Fliserne sprætter nævestore om Ørene paa Lensherren, „og var du end Kongen selv, saa skulde du ikke ustraffet tage min Hest fra mig.“ „Klemet, Klemet,“ lød det bag den rasende, „tag dig i vare! Ser du da ikke, det er Lensherren selv.“ Det var Marit Vold, den gamle Føderaadskone, hvem alle ærede og agtede, som søgte at tale ham til Rette. „Haa,“ mente Klemet, „Skindet er ikke bedre paa hans Krop end paa enhver andens.“ Marit fjernede sig, da Klemet igjen løftede Øxen, og nu var der intet andet Raad for Lensherren end at bønfalde Bonden om Skaansel. „Der staar jo din Hest,“ sagde han. „Tag den og lad mig være i Fred.“ „Jeg behøvede nok ikke at spørge dig om Lov til det,“ mente Bonden, „naar Djævelen tog dig.“ Men nu havde hans Hidsighed lagt sig. Han tog begge sine Heste og drog hjem til sin Gaard igjen.
