rekte interesseret i Privilegiet som Stavangerbiskopens Broder. Dette, at to eller tre Lendermænd er tilstede ved og deltager i Statshandlinger, svarer ganske til, hvad Sagaen beretter, og stadfæster denne; det stemmer ogsaa ganske med, hvad c. 1275 Hirdskraaen (c. 18) forudsætter, at naar en Lendermand udnævnes (ɔ: ved en af de store Høitider), i Regelen to Lendermænd var tilstede, skjønt det dog forudsættes muligt, at ingen var tilstede. At kun de i Sagaen nævnte Lendermænd forekommer i Brevene, er naturligvis heller ikke tilfældigt.
Af Magnus Lagabøters Saga er som bekjendt kun nogle faa Brudstykker tilbage, og fra hans sønners Tid kaster kun de islandske Biskopssagaer Streifiys ind over Norges Historie; men til Gjengjæld begynder nu de offentlige og private Dokumenter at blive talrigere, og det er især fra dem, at vi nu maa søge at bestemme Lendermændenes Antal. Det er ved disse at lægge Mærke til, at ligesom Hirdskraaen foreskriver (c. 18), at Lendermændene havde Sæde ved Hoffesterne efter Anciennetet, saaledes iagttages det altid i Breve fra denne Tid at opføre Lendermænd efter Anciennetet, og denne Skik bliver saaledes af Betydning for at bestemme, baade hvilke der havde Lendermandsnavn, og fra hvad Tid de bar det.
De Dokumenter, der vedkommer os fra Magnus Lagabøters Tid, er Traktaten i Perth 1266,[1] Forligene i Bergen 1273 og Tunsberg 1277[2] samt et Brev af 1277 til Høvdingerne i Viken;[3] naar medtages, at en Liste i de islandske Annaler over de Høvdinger, der var om Kong Magnus i 1276, oplyser, at Alv Erlingssøn var Lender-
