Birkebeinernes Høvdinger der inden Krigens Slutning havde opnaaet Lendermandsværdighed, er derfor næsten umuligt. Derimod giver den følgende Tids Historie os fuldstændige Oplysninger om Forholdene ved Kong Inges Død i 1217 og i Kong Haakons tidligere Aar. Listen over Lendermændene ved Kong Inges Død i Haakon Haakonssøns Saga[1] er vistnok ikke fuldstændig, idet kun Lendermændene i Gulathingslagen opregnes og desuden det meste af Viken stod under Baglerne; men idet vi i de følgende Aar faar fuldstændige Oplysninger om nye Udnævnelser, idet Lendermændene fra Østlandet og det Throndhjemske hyppigt nævnes under Krigsbegivenhederne og Sagaen endelig i 1223 opregner alle paa Rigsmødet tilstedeværende Lendermænd, hvori ingen af de før omtalte savnes, tør vi anse de Lister, vi har uddraget af Sagaen, for fuldstændige. Tallet er ganske betegnende, idet det viser en Fremrykken fra Forholdene paa Kong Sverres Tid henimod de tidligere Tal: i 1217 bliver der ni Lendermænd (eller, hvis Skule Jarl regnes med, 10), i 1223 12 (eller med Skule 13). Man se efter i Sagaen, og man vil finde (c. 24), at de vestlandske Lendermænd, som i 1217 hyldede Kongen, var følgende fem:
- Gregorius Jonssøn af Blindheim,
- Paal flida af Giske,
- Brynjulv Knutssøn (fra Sogn?),
- Gaut Jonssøn af Mel,
- Arne Sturla;
og til disse maa fra det Throndhjemske føies Aasulv Kongsfrænde af Austraat, der vistnok ikke udtrykkelig i 1217 kaldes Lendermand, men dog spiller en saa frem-
- ↑ Denne citeres i det følgende efter Capiteltal i Udgaven i Fornmanna Søgur (IX og X.)
