at Sverre søgte sine bedste Tilhængere blandt de lavere Lag i Samfundet, og at de gamle Lendermands-Ætter holdt sig fjernt fra ham. Dette synes dog kun delvis at være rigtigt: Lendermændene synes han at have rekruteret af de gamle Ætter, hvor dette har været ham muligt; men dette har i Begyndelsen kun lykkedes ham i Thrøndelagen, hvor hans Parti havde gamle Rødder, i en noget senere Tid tildels ogsaa paa Vestlandet, men aldrig i Viken. Blandt de oprindelige Lendermænd er ialfald én, Ulv af Lauvnes, ikke af Lendermands-Æt, men ellers synes Sverre kun at have overdraget Værdigheden til „lendbaarne Mænd“. Dels den Omstændighed, at der fandtes saa faa af disse paa hans Side, dels de stadige Krige, som krævede Dygtighed og maatte indskrænke medfødte Rettigheder, synes at have indskrænket Lendermændenes Betydning i Sverres Tid. I den sidste Halvdel af Sverres Saga nævnes som militære Chefer oftest kun Sveitehøvdinger, som Almuens Ledere Sysselmænd, medens Lendermænd liden ener ingen Rolle spiller og saa sjelden nævnes, at vi ingen fuldstændig Række kan opstille.
92. Haavard Jarlssøn, Søn af No. 40,[1] Lm. før 1181 (c. 51), Landeværnsmand i Viken 1185 (c. 102), † 1189 (c. 111).
93. Ulv af Lauvnes (Namda1en), Lm. før 1181, (c. 51), Landeværnsmand i Viken 1185 (c. 102), drog paa Korstog 1192. Skjældes for „þorparasonr“ (c. 90).
94. Ulv Fly Peterssøn, Søn af No. 23, Lm. før 1181 (c. 51), Landeværnsmand i Viken 1185 (c. 102).
- ↑ Dette siges ikke udtrykkelig nogensteds, men følger deraf, at Sigurd er den eneste Jarl, han kunde være Søn af; det sikkres ogsaa af Navnet Haavard (se S. 150).
