tidige; paa flere Steder kan to Slægtled paapeges, Fædrene i Tiden om 1160–70 og Sønnerne i Tiden om 1180: Arne Kongsmaag ved 1160, hans Sønner i 1180, Nikolas Skjaldvorssøn † 1176, hans Søn i 1177, Ivar Gille i 1166, hans Søn Kolbein i 1180, Gaut af Ænes og Jon af Thjørn i Sextiaarene, deres Sønner efter 1180, o. s. v. Det samtidige Tal maa saaledes vistnok betydeligt reduceres, og det er da en mærkelig Oplysning, som Snorre giver, at ved Kroningen i Bergen i 1164 foruden Erling Skakke kun 12 Lendermænd svor Ed med Kongen.[1] Det følger jo af sig selv, at ved en saa høitidelig Leilighed var alle Rigets disponible Høvdinger tilstede; selv om man regner, at nogle var beskjæftigede med at vaage over Retssikkerheden i det sydlige Viken og i det Throndhjemske, tør man derfor neppe sætte det fulde Tal stort over 20. Skulde man søge at bestemme, hvilke disse var, kommer man i Forlegenhed, thi foruden de 12 øverste paa Listen nævnte (til No. 62) samt No. 84 nævnes ingen i Kilderne før Aar 1176, og ialfald de fleste fra Aarene 1176–84 nævnte synes at have været yngre Mænd.
Man har i Almindelighed antaget, at naar i Tiden 1177–1181 17 Lendermænd var faldne paa Kong Magnus’s Side,[2] forudsætter dette, at Antallet af samtidige Lendermænd var langt større. Denne Mening synes os af flere Grunde urigtig. Disse 17 Lendermænd nævnes nemlig ikke samtidig, men falder i de to Hovedslag i 1179 og 1180; paa Kalvskindet falder foruden Erling Jarl følgende 10:
Sigurd Nikolassøn (No. 64),
Ivar Høne (No. 65),
Jon af Randeberg (No. 70),
