iblandt Lapperne i Varanger at undervise dem i deres Saligheds-Sager“. Efter samme Amtmands Befaling reiste han omkring i Finnefjordene, men blev ogsaa brugt til mere. 1713 maatte han rejse med Foged Hans Soelgaard som Tolk paa „den Malmiske Rejse“. Her optraadte han i Finnernes Dragt, ligesom han talte deres Sprog. Han saa sig derved istand til at „udforske om Grændserne og de gamle Landemærker imellem Sverige, Rusland og Norfjeldet eller Norige, som han og fik at vide ved særdeles Midler af de gamle Indbyggere paa ethvert Sted, som baade fortalte og visede ham Stederne, hvor de haffde værit, som ingen tilforn haffde faaet det at vide hverken med onde eller gode, for Skjenck eller Gave, eftersom det var og udrevet af de gamle protokoller paa Wardøehuus Slodt, og Amptmanden kunde icke paa anden Maade faa det at viide – – –“. Hvad Værd disse Isak Olsens Opdagelser har havt, er vel nu ikke godt at sige, men sikkert er det, at de blev benyttede af Thomas v. Westen, der vel i den administrative Del af sin Gjerning vilde have været hjælpeløs uden dem. Her har det neppe været Amtmand Lorch alene, der har tilskyndet den trofaste Skolemester til den vanskelige Gjerning, men vel nærmest Povel Hansen Resen, der – efter Isak Olsens Sigende – „kom til Finmarken efter Kongens Befaling at erfare om Grændserne og Tilstande i Finmarken“.
Der er stor Rimelighed for, at Povel Resens Sendelse til Finmarken er foranlediget ved en „Suppliqve“ fra Biskop Krog af 12 Decbr. 1705. Denne synes idetmindste i Begyndelsen af sit lange Episkopat at have næret virkelig Interesse for Finnerne. Forinden han fik Befaling at visitere Finmarken 1708, havde han allerede 3 Gange
