finnerne og holdt en Prædiken i deres Gammer. Dette er „hidindtil skeed i nogle 100 Aar“, heder det, men det gaar vel neppe længer tilbage end til 1613. Har dette været betragtet som tilfredsstillende kirkelig Omsorg for Fjeldfinnerne, saa har det unegtelig været i det orthodoxistiske Aarhundredes Aand.
Paa denne Maade kunde det ikke længere gaa, og det er vel at antage, at hvad enten Missions-Tanken var opstaaet hos Fredrik IV. eller ikke, saa var det Tidspunkt kommet, da noget maatte gjøres. Hvad enten Svenskernes kirkelige Foranstaltninger ind imod Grændsen har havt politiske Tendenser i sit Følge eller ikke, – de maatte mødes af lignende fra norsk Side. Den første, som satte noget iverk her, var Amtmand Erik Lorch (skrives ogsaa Lorich og Loriche), en Mand, som ellers ikke synes at have havt synderligt tilovers for kirkelige Sager. „Amtmand Lorich, skjøndt uviidendes har meget styrket Djevelens Rige, idet hand icke har givet endeel nidkjære Præster Bistand, men holdt paa Finnernes Haand i deres Daarligheder ved hver Finnefjord her“, skriver Th. v. Westen om ham 20 Juli 1716.[1] Om Lorch har handlet efter Tilskyndelser fra Kjøbenhavn eller af egen Drift, er vel nu vanskeligt at afgjøre, men sikkert er det, at han var den, som overtalte Isak Olsen, der var Huslærer hos en Prest i Vest-Finmarken, til at følge ham til Øst-Finmarken for der at arbejde paa Fjeldfinnernes kristelige Oplysning. Dette skede allerede 1703. Da han kom did, fortæller han i et Brev af 9 Decbr. 1720, „satte Amtmanden ham med Provst Paus’s Raad og Samtykke
- ↑ Citeret efter Afskriften af Skankes Epitome i Rigsarkivet. Hammond (p. 241) anfører Stedet i langt stærkere Udtryk, der faar staa for hans Regning.
