elleveaarige Kongesøn offentlig oplæste i Sorøs Akademi, og som blev trykt.[1] Til Løn for sin Virksomhed fik Dolmer Løfte paa Aarhus sognekald (24 April 1643)[2] og blev udnævnt i 1647,[3] men endnu førend han havde tiltraadt sit Embede, faldt han i Kongens Unaade Septbr. 1647 og skulde efter Kongens Skrivelse fradømmes sit Embede, „fordi han havde forsømt sin Elev“. Det er muligt, at Dommen opsattes paa Grund af Kongens kort efter indtrufne nød, men ialfald mistede Dolmer sit Embede i 1648 og levede nu i flere Aar uden nogen fast Stilling; en Stund skal han have været Hovmester hos Grev Rantzau. Fra denne Tid (Novbr. og Decbr. 1648) er det, at man har to Breve fra ham til hans „Velynder og Ven“ (fautor et amicus honoratissimus) Biskop Henning Stockfleth i Christiania, der skildrer Christian IV’s Begravelse og Fredrik III’s Kroning;[4] i et af Brevene sender han en Hilsen fra sin „contubernalis lectissimus“ Wilhelm Meklenburg. Nu taber vi ham afsyne, indtil han i 1656 dukker op ved Prins Christians Hylding i Norge, ogsaa dennegang sammen med den nævnte Wilh. Meklenburg; Dolmer faar 25de Juli en aarlig Pension af 300 Rigsdaler af Kirkernes Beholdning i Agershus og underliggende Len, indtil et Præbende eller Canonicat bliver ledigt i Oslo Capitel, mod at han skal anvende sin Flid „til hvis han udi antiquitatibus Danicis haver at forfærdige, saafremt han denne vores Benaadning agter at nyde“; Meklenburg fik Dagen efter samme Pension og Løfte om
