12 ører for hver medsværger, til biskoppen, hvilket i J. K. R. 53, som sædvanlikt, er nedsat til henholdsvis 12 og 6 ører. – M. L. IX. 16 behandler derimod fremdeles mened som borgerlig forbrydelse og sætter straffen til 4 mark samt 6 ører til hver godtroende medsværger til kongen, samt 3årig útlegð og bestandig ugildhed til sednere enten at føre nogen eller selv at føres som vidne. Ved det bergenske forlig af 1 Aug. 1273 og overenskomsten til Tunsberg 9 Aug. 1277 erkjendte imidlertid kongen mened som henhørende under den kirkelige jurisdiktion, hvoraf fulkte, at regelen i Jons kristenret skulde blive den gjældende. Men man synes ikke at have aktet herpå; Rb. 18 Febr. 1348 henviser fremdeles til lovbogens regel og tilføjer, at menederen skal brændemærkes på panden, hvilket er gjentaget i Chr. IV. L. VIII. 17. – Misbrug af eden i ulovlige øjemed belægges i F. L. II. 46 og J. K. R. 49 med kirkebod.
Ifølge F. L. IX. 10 skulde den, som påstod, at en anden var hans frigivne, når denne med jærnbyrd eller vidner beviste sig at være årbaren mand, bøde fuld ret til modparten „og eiða-sekt til biskoppen“. Noget tilsvarende hertil findes intet andetsteds.
Aager, der ligeledes i det bergenske forlig og overenskomsten til Tunsberg henlægges under kirkens jurisdiktion, var allerede tidligere forbudt ved en retterbod af Magnus lagabøter (gl. L. II. S. 485) jfr. Rb. 1280 art. 26, under straf af kapitalens forlis til deling mellem kongen og biskoppen. J. K. R. 55 foreskriver derhos en bod af 6 ører, halft til kongen og halft til biskoppen.
Forsømmelse af at gå til alters og skrifte belægges i F. L. II. 40 med 3 marks og i J. K. R. 63 med 12
