Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/111

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

III. 5, 7 og 10 gjør ingen forskjel i straffen for bigami og simpelt frilleliv, men belægger dem begge med 3 marks bod til biskoppen, og det samme synes også at have gjældt om hor. Manden, som gjorde sig skyldig i hor, matte derhos efter F. L. XI. 13 bøde 3 mark til sin hustru. – J. K. R. 44 skjelner mellem enkelt og dobbelt hor, men uden at gjøre forskjel i straffen, der, som sædvanlikt, er nedsat til 12 ører. – Ulovlig skilsmisse mellem æktefolk belægges i B. K. R. 17 ligeledes med 3 marks bod, og hvis æktefolkene modvillig efter 3 maneders stevne vægrede sig ved at fornye samlivet, indtrådte fredløshed (landflyktighed). I E. K. R. 22, der ikke angiver størrelsen af boden for bigami, frilleliv eller hor, sættes boden for ulovlig skilsmisse til 6 ører.

Sodomitteri erklæres i G. L. 32 for ubødesag. For crimen bestialitatis foreskriver G. L. 30 og F. L. Indl. 11, jfr. III. 18 og J. K. R. 58, gildning og derefter evig landflyktighed.

Mened behandles både i G. L. 60 og 266 og F. L. XIII. 25 som en borgerlig forbrydelse, der belægges med 3 marks bod til kongen, og det samme gjaldt vistnok også efter Borgartingslovon, se B. K. R. (II.) 10, der udentvivl tilhører lovens verdslige del, og hvor boden sættes til 6 mark foruden 3 mark for hver (godtroende) medsværger. Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164, G. L. 28, belagdes mened med 15 marks bod og 3 mark for hver godtroende medsværger, uden at det udtrykkelig siges, hvem boden skal tilfalde. Men da kirken, som bekjendt, stadig påstod, at mened hørte under dens jurisdiktion, var det antagelig meningen, at boden skulde tilfalde biskoppen. Erkebiskop Sigurds kristenret, F. L. II. 46 jfr. III. 3, sætter også straffen for mened til 3 mark, samt