skógarkaup (landkaup), når den skyldige vilde gjenerholde sin fred, og forbudet mod at omgåes ham gjældte fremdeles, inden han havde forlikt sig med kongen, med mindre han netop befandt sig på rejsen til biskoppen (ferr till yfirbóta, jfr. IV. 62) eller vendte hjem igjen efter fuldgjort pønitens. Men kongen var i intet tilfælde berettiget til at give nogen landsvist, som for kristendomsbrud var dømt fredløs, forinden denne til tinge havde godtgjort at være bleven forlikt med kirken og derom medbrakte biskoppens eller, i dennes forfald, kapitlets skriftlige bevidnelse. Først derefter tilkom det kongen at gjengive ham hans fred (gera ílendan, jfr. IV. 41) mod erlæggelse af skogarkaup.[1] – At i ethvert tilfælde, hvor gjerningen tillige indesluttede forbrydelse mod nogen privatmand, dennes lovlige ret måtte være forbeholden, kan ikke betvivles.
Som oven bemærket, medførte kristendomsbrud, foruden de i loven fastsatte bøder, tillige nødvendigheden af at afsone den begåede synd mod Gud ved skriftemål og pønitens. Den sidste bestod i regelen i faste og bøder, valfarter til hellige steder, eller også i almisser og andre
- ↑ Ef maðr gerir til útlegðar í kristnum-rétti, ok gengr hann til yfirbóta fyrr en útlegð kemr á hönd hánum, þá á konungr ekki á því. En ef hann verðr útlægr gorr á þingi, þá á konungr landkaup, áðr en hann komi í frið, ok sektir af þeim, er í samvist eru med hánum, nema þá er hann er fluttr til yfirbóta til biskups; þá skulu menn vera sektalaust með hánum, okt svá siðan stefna sú er liðin, er biskup lagði fyrir hann at bœta glœp sin útanlands. En konungs menn megu þeim engum landsvist leyfa, er biskups ármaðr gerir útlægan um kristin-rétt. Nú kemr hann aptr ok hefir int skript sína þá, er hann skyldi útanlands inna, þá kanni hann þing ok hefi þar rit biskups, eðe staðarins ef biskup er eigi heima eða ef hann er fráfallinn, ok láti gera sik ílendan; en konungr hafi áðr skógarkaup.
