idet han meget benyttedes af Kjeld Stub og Gunde Lange, som betroede ham selvstændig kommando ved grænsevagterne i Solør. Hans søn Jørgen tjente i samme krig som rytter. Der haves i det kgl. bibliothek i Kjøbenhavn bevaret ikke faa breve fra hr. Herman til Kjeld Stub fra disse aar, hvoraf det fremgaar, at han har varetaget sit hverv med megen nidkjærhed. I et af dem beder han om undskyldning, fordi han, uden at oppebie samtykke fra „landsøversten“ Gunde Lange, havde forladt sin post for at se til sin dødssyge hustru paa Mølstad: „jeg kan ikke min hustru forlade salva conscientia i hendes store sygdom, som mig in exilio og fængsel ikke haver forladt“.
Det sidste, vi hører om Herman Hansen, er fra 1650. Den 21 Septbr. dette aar tilskriver statholderen Hannibal Sehested fra Marstrand lagmand Nils Hansen i Kristiania angaaende hr. Herman, der havde ansøgt om paany at beskikkes som sorenskriver, med spørgsmaal om, hvorvidt han kunde ansees skikket for denne stilling. Lagmanden lod foged Knut Andersen samt lagretten og tingalmuen i Nes paa Hedemarken udtale sig om hr. Hermans person og forhold; dette skede paa tinget den 4 november. Fra hr. Herman, som selv var tilstede, fremlagdes en redegjørelse for hans livsskjebne lige fra den tid, han var prest. Tingalmuens erklæring om hans forhold lød gunstig; den antydede, at han kun havde én uven (den Nils Eriksen, som omtales af Daae side 352); men man vovede ikke at udtale noget om, hvorvidt han „nu i sin høie alderdom kan kjendes dygtig til nogen bestilling“. Rimeligvis har han heller ingen saadan opnaaet og maa sandsynligvis ikke længe efter være død. Gjennem et langt liv i trængsel, hvorunder den forhenværende prest forsøgte lykken som skolemester, krigsmand og i juridiske stillinger, maatte han bøde for sine vildfarelser i ungdommen.
A. E. E.
