tydning, om de habsburgske Magter havde seiret i Trediveaarskrigen, knækket Protestantismen i Tydskland og afgjørende ydmyget de nordiske Konger. Der havde virkelig været et Tidspunkt, da Protestantismens Sag i Danmark og Norge kunde synes at være truet. Det var efter Christian IV’s Nederlag i hans Krig med Keiser Ferdinand II. Havde ikke Keiseren havt afgjørende Grunde til at lade Danmark-Norge slippe betydelig lettere, end det en Tid var at haabe, turde Meget let have faaet et andet Udseende. Katholikerne vare fuldt opmærksomme paa, at et Øieblik her var inde, som ikke let kom igjen, og som derfor burde benyttes. Der foreligger et høist interessant, detailleret Forslag fra en dansk Convertit, Christian Ørn, til Paven i 1629, der gaar ud paa at bruge Leiligheden til at gjenindføre Katholicismen i Jylland, idet man ventede, at denne Landsdel ikke skulde blive Danmark gjengivet.[1] Men Lybekkerfreden fik et andet Udseende, end man havde ventet, og det er meget betegnende, at den af Paven (Urban VIII) – fra hans Standpunkt med fuld Føie – blev betegnet som en „skammelig Fred.“[2]
Den nys nævnte norske Convertit Rhugius er maaske ikke langt fra Sandheden, naar han siger, at „disse Enfoldige neppe vidste, at der havde fundet en Religionsforandring Sted,“ og den mistænkte Hr. Laurids Halvorsen i Sem har neppe heller ganske Uret, naar han talte om „den gemene Mand, der læser Ponter–Pinter–Pilater.“ Noget større Indgang har „den gamle Tro“ kunnet vinde hos de mere Dannede, Præster og Studenter, Bor-
