ninge turde han aabenbare sit Ærinde. I Laurvig var der tolv Katholiker, om hvem han havde sikker Kundskab. Ogsaa i Omegnen gaves der saadanne, men de boede meget langt fra hverandre, og Veiene vare meget slette. Der herskede overhoved endnu megen Vedhængenhed i Norge ved „den gamle Tro,“ som man kaldte den. Mange vare saa enfoldige, at de neppe engang vidste, at der havde fundet en Religionsforandring Sted. En stor Vanskelighed for Katholikerne laa i den overalt gjældende Bestemmelse, hvorefter Enhver maa besøge den protestantiske Kirke og modtage Nadveren. Missionæren slutter denne Beretning, der er skreven „de portu Laerwyck“ 1640, med en Bøn om en Medhjælper ved den norske Mission.“
„Af et andet Brev fra samme Missionær erfares, at han i Begyndelsen af Fastetiden 1640 havde gjort en Reise til Gøteborg, hvor han fandt to katholske Familier. Derefter reiste han s. A. til Amsterdam for hos den apostoliske Vikar i Holland at anholde om en Medhjælper, men opnaaede ikke sit Ønske, og tænkte da at vende tilbage til Norge med en Lægmand som Ledsager. (Brev fra Rhugius til Congregationen, dateret Amsterdam 7de Juni 1641). Om han har udført dette Forsæt, er uvist. Den 3die Marts 1643 blev i Propaganda-Congregationen refereret et Brev fra Nuntien i Köln, der handlede om Rhugius’s Udygtighed i at arbeide for den „danske“ Mission.“ saavidt det tydske Skrift.
Den her gjengivne Beretning har det Fortrin, at den hviler paa samtidige Documenter, som man dog meget maatte ønske at have for sig i de fuldstændige Originaler og ikke blot i det foreliggende Uddrag. Der er imidlertid adskillige Bemærkninger at gjøre. Den norske Adelsmand Hartvig Huitfeldt boede ikke ved
