Gesandten ynkedes over ham og raadede ham til at vende tilbage til Frankrige.[1]
Omtrent paa samme Tid som Braunsberg og vel ogsaa de øvrige Collegier i Polen og Tydskland tabte sin Betydning for Danmark og Norge, gjorde sig en ny Indflydelse gjældende fra selve Rom. 1 1622 oprettedes nemlig af Pave Gregor XV den berømte congregatio de propaganda fide, der strax gjorde Forsøg paa at sende Missionærer til Norden. Allerede 8de Juni 1622 anbefaler den nævnte Pave til Kong Philip IV af Spanien nogle Præster, som skulde sendes „til Norge og Danmark“ under Anførsel af en „Nicolaus Hermannus Danus“, om hvem det heder, at „den barmhjertige Gud nylig har revet ham ud af Ugudelighedens Syrter“ og bragt ham til Rom, hvorfra han nu over Spanien skal drage til Norden.[2] Vi vide forøvrigt ikke mere om denne Mands og hans Ledsageres Foretagender. Om det staar i Forbindelse hermed, at i 1623 fem Jesuiter om Sommeren droge ind i Danmark,[3] er vel uvist, men i samme Aar lod den pavelige Nuntius
- ↑ Schlegels Saml. zur Dänischen Geschichte II. B. 1. Stück, S. 118–119. Jeg har troet at gjenfinde denne unavngivne Mand i den Petrus Avenarius Norvegus, der 1634 søgte om at maatte holde Forelæsninger i Kbhvn., men „havde været in Italia og andre suspecte Steder“. Kirkehist. Samll. 3 R. V. S. 215.
- ↑ P. A. Munchs Afskrifter fra det vaticanske Archiv; Brevet er trykt i Ny Kirkehist. samll. VI, s. 585.
- ↑ Christian IV’s egenhændige Breve, udg. af Bricka og Fridericia, I, S. 320–321.
