Tilsvar, „at hans Formand, Hr. Henrik lod udkaste et Crucifix af Slagens Kirke og blev strax rørt“,[1] og gjorde tillige den Bemærkning, at „Crucifixer maatte vel staa i Kirkerne, at Folk deraf kunde bevæges til Devotion, bekjendte, at han havde sagt, at man skulde ære dennem, men ikke tilbede.“ Forøvrigt forekommer i Acterne, at Velb. Jacob Huitfeldt havde givet Hr. Laurids et Slag paa Øret i Anledning af en Prædiken, hvori denne havde sagt, at „Satanas ikke kjendte Christum, da han hannem tenterede in deserto.“
Paa disse „Actioner“ synes der ikke at være fulgt nogen Dom. I ethvert Tilfælde blev Hr. Laurids staaende i sit Embede i mange Aar og forekommer endnu som Præst i Sem efter 1640. Acterne give intet godt Indtryk af denne Præst, men tyde tillige paa, at han har været en Mand af større Læsning og Sands for Studier end den større Del af Datidens Præster.
Endnu kan her som et lidet Træk tilføies, at den bekjendte Franskmand Ogier ved sit Besøg i Kjøbenhavn 1634 under en Spadseretur paa Volden gjorde Bekjendtskab med en ung „Geistlig“ (vistnok dog snarere en theologisk Studiosus), der hørte hjemme i den fjerneste Egn af Norge, „næsten lige under Polen.“ Denne Nordmand havde gjennemreist Frankrige og Italien og var nu vistnok kommen hjem for at søge et Præsteembede i den lutherske Kirke, men ytrede dog for den franske Gesandt, at han gjerne vilde gaa over til den katholske Religion.
- ↑ Et mærkeligt Træk af Tidens Overtro. Sammenlign mine Norske Bygdesagn I. 2. Udg., S. 21 om en Præst paa Thoten, der nedrev et øde Kapel og brugte Træverket til Ved, hvorpaa han frøs hele sit Liv.
