Dom over to Personer, der skulde reise om i Norge og „prædike og udbrede adskillig vrang og falsk Lærdom blandt Folket.“ Den ene af dem kaldes Theodorus Bera, men gik forøvrigt under flere Navne, den anden hed Laurids Nilsen og var fra Malmø.[1] Dette. Brev har været sat i Forbindelse med de papistiske Stemplinger,[2] men for Laurids’s Vedkommende uden Føie. Han var slet ikke Katholik, men en Landstryger, der gav sig ud for at være (luthersk) Præst. Om den anden derimod, Bera, oplystes det under Forhandlingerne i Oslo Capitel, for hvilket Laurids Nilsen Malmø indstevnedes, at „han var en laug (!) Karl, natione Gallus, haver informeret nogle Præsters Børn, skal nu være inddragen udi Sverige og skal være religione Jesuita.“
Den sidste norske Præst, der i Christian IV’s Tid (og saavidt jeg ved overhoved) er bleven tiltalt for hemmelig Katholicisme, er Hr. Laurids Halvorsen Sthen (Sthenius), Sognepræst til Sem ved Tønsberg. Denne Mand blev Student i Kjøbenhavn 1613, uden at det sees, fra hvilken Skole. Den 30te Mai 1617 blev han indskreven i Wittenberg, hvor han tilbragte flere Aar. Her udgav han ogsaa 1620 et temmelig omfangsrigt Skrift, paa 372 Oktavsider, nemlig en latinsk Fortolkning af Høisangen: Speculum amoris divini, hoc est commentarius seu potius meditationes ad cantica canticorum Salomonis, autore Laurentio Halvardi Sthenio Norvego. Bogen er tilegnet Hr. Jens Sparre til Sparresholm, Befalingsmand paa Baahuus Slot, men nogen nærmere Forklaring af Forfatterens Forhold til denne sin Mæcenas indeholder Dedicationen ikke. Bogen prydes efter Tidens Skik med Ærevers af fem andre Studerende, fire danske og en norsk, der samtidig
