M. naadeligen ved saadan Bevilgning og Leide min Elendighed havde anseet. Hvorfor jeg strax med stor Glæde forføiede mig med Kvinde og smaa stakkels Børn ind i Landet, med den Forhaabning at have med de andre Præster erlanget K. M. gratiam, formodende nu Alting at vorde godt, nu alene min Sag blev H. K. M. bevist og retteligen berettet og jeg derhos kunde faa en naadig Audience med min Erklæring for hvis Forseelse, hos mig kunde befindes. Thi sandelig jeg veed mellem Gud og mig i ingen Sag mig skyldig at være i alt det, M. Nils i hans Dom mig beskylder, uden alene i disse efterfølgende Artikler.
Først at jeg en Tidlang scholas hos Jesuitas haver freqventeret, hvilket skede i min Ungdom, før H. M. Inhibition og Forbud paa saadanne mistænkte Steder at studere er publiceret. Hvorfor der jeg sand og vis Kundskab fik paa denne H. M. Interdiction, rømte jeg hemmeligen fra dennem om Natter Tide med stor Livs Pericel og begav mig ind i mit Fæderneland og strax besøgte M. Anders Bentsen, fordum Bisp udi Oslo, og gav hannem min Leilighed tilkjende, hvilken mig commenderede til Professores udi Kjøbenhavn, at de mig juxta officii sui dignitatem in album studiosorum recipere skulde, derefter er jeg med mine vitæ et doctrinæ testimoniis kommen tilbagers igjen fra Kjøbenhavn og til Norge, er saa efter at jeg en Tid lang forne M. Nils Clausen famuleret haver, af forne M. Nils ordineret og til det lille Sogn, jeg tjente, beskikket. Hvor jeg mig i Lærdom, Levnet og Omgjængelse uden og inden Kirke, i Skriftemaal og Prædiken, med Sacramenternes Uddelelse og Annammelse ærligen, fiittigen og troligen forholdet haver. Dette mit Skudsmaal af min Almue udviser, saa det skal ikke i nogen Maade nogen findes, der mig Andet beskylde skal, end som en Christen Prædikant egner og vel anstaar. Formoder og derhos, at der skal ikke Nogen herfor komme, som med Sandfærdighed sige skal, at jeg med nogen Jesuitarum fordærvelig vildfarelse haver mig befattet eller dennem at være tilgedan, siden jeg er i Landet igjen fra Jesuitarum Skole kommen.
Den anden Brøde, jeg mig skyldig udi bekjender, ere disse Breve, jeg skreven haver, hvilket skede i min Ungdom, der jeg var under Skole Disciplin, Færle og Riis og maatte skrive, som mig af mine præceptoribus blev befalet og injungeret, forstod og en føie Ting, hvad jeg skrev, og ere deres scholasticae leges saadan, at ingen Breve til Nogen skrives eller forsendes skulle, uden det er
