itiske Studiosi“, af hvilke den ene har Anbefaling fra en Adelsmand i Norge, Jørgen Friis (altsaa vel Norges daværende Statholder), og i 1607 var der ved samme Universitet en „Jens Nordbagge Jesuita“. Som tydske Collegier, der tør have havt norske Disciple foruden de to nærmere omtalte, kan tænkes f. Ex. paa Skolerne i Wien og Augsburg, ved hvilke der virkelig kjendes danske Studerende.[1] Især fra Norges Vestland have udentvivl flere unge Mennesker faaet jesuitisk eller anden katholsk Paavirkning i Nederlandene. Ved Herredagen i Bergen 1604 fremkom Klager over, at „enfoldige Borgere i Kjøbstæderne havde faaet Vane at forsende deres Børn udenlands for at oplæres af Jesuiterne, hvortil de bleve forførte af fremmede Kjøbmænd, og særdeles) de, som kom fra de spanske Nederlande.[2] Enkeltheder herom kjender jeg dog ikke, undtagen den enestaaende, men interessante Oplysning, som Dr. Otto Sperling giver i sin Selvbiographi, hvor der ved 1633 omtales en desværre unævnt Adelsmand i det sydlige Norge („9 Mile fra Christiania“), en velstuderet Mand, især hjemme i den civile og canoniske Ret, som aldrig havde kunnet opnaa nogen Forlening, „fordi han i sin Ungdom havde været opdragen mellem Jesuiterne i Brabant“.[3]
I Slutningen af Aarhundredet møde vi en Nordmand under jesuitisk Paavirkning, der spiller en noget større Rolle i denne Fremstilling, og som derfor maa omtales nærmere. Dette var Christopher Hjort (Cervinus), Søn af Hr. Rasmus Hjort i Tønsberg, der først
