bevægelser, der havde havt sit Udspring i Spanien i de „katholske Kongers“ og den vældige Kirkefyrste Ximenes’s Dage, have gjennemgaaende seiret, og den romerske Kirke staar rustet til ikke alene at forsvare sig mod Protestantismens videre Fremgang og Indtrængen, men ogsaa til en Kamp for at gjenerobre de helt eller delvis tabte Lande, en Kamp, hvilken den ogsaa paa flere Steder kunde føre med varigt og afgjort Held. Ogsaa de nordiske Lande kom til at berøres af den katholske Contrareformation. Først og farligst optraadte den i Sverige under Johan III og Sigismund, dog kun for tilsidst at ligge ganske under, ja endog at give Stødet til Gustav Adolfs verdenshistoriske Heltebedrifter. I Danmark og Norge stødte derimod Reaktionen fra første Færd af paa den stærkeste Modstand. Kongerne indtog her uden Undtagelse et bestemt luthersk Standpunkt, og den dansk-norske Kirke besad, hvad Sverige længe savnede, et kraftigt Universitet, der var et af de betydeligste i den protestantiske Verden. Ikke destomindre bleve Romerkirkens og navnlig Jesuiternes Bestræbelser ogsaa mærkbare og, om end kun forbigaaende, heller ikke aldeles virkningsløse i de to den Gang forenede Riger.
Studiet af disse Forhold og Phænomener i Danmark og Norge har ikke undgaaet disse Landes Historikeres Opmærksomhed. Frederik Münter har givet en for hans Tid meget fortjenstlig Udsigt over dem.[1] Senere syslede den lærde Provst Dr. P. W. Becker († 1877) i en meget lang Aarrække med dette Emne, hvoraf han dog aldrig oplevede at forelægge Almenheden nogen Fremstilling.[2] Flere og vigtige Punkter deraf, især dog for
