I den skaanske Tradition roses Fru Gørvel ikke alene for sin Driftighed og Husholderiskhed, men tillige for sin Godgjørenhed, og Sigvard Grubbes smukke Mindeord om hende synes at bekræfte dette hendes Eftermæle i Sagnet. Der kjendes imidlertid intet Vidnesbyrd om Gaver fra hende til milde Stiftelser eller lignende Institutioner. Heri er dog ikke noget forunderligt. Hendes Ungdom og bedste Aar indfaldt jo i en Tid, da Adelen i Almindelighed ikke tænkte paa at bortgive noget i den Retning, men kun paa at tage tilbage, hvad Forfædre havde skjænket til Kirken, og som denne ganske vist altfor hyppig ikke havde gjort nogen meget værdig Brug af. Det var kun saare faa i hine Dage, der lignede en Herluf Trolle og en Birgitte Gjøe. Kun en eneste liden Gave af Fru Gørvel er kommen til vor Kundskab. Af den nyder en norsk Sogneprest den Dag idag godt, maaske uden selv at kjende dens Oprindelse. Sammenhængen hermed er følgende. Til Frons (nu Søndre Frons) Prestegaard i Gudbrandsdalen hører et Jordstykke, „Skjærpeløkken“ (Skarpeløkken) kaldet, 15 Maal stor og af en Huds gammel Skyld, hvilket enhver ny Prest kjøber af sin Formand eller dennes Bo for 60 Rdl. (nu 192 Kroner).[1] Herom findes i en Jordebog for 1589–1590 noteret: „1 Hud udi Skjerpelykke, som Fru Gierwell haver givet Frons Prestebol, for hendes Folk skulde have fri Natteleie, naar de drage nord og sønder i hendes Hverv og Bestillinger.“[2]
Fru Gørvel maa ansees som den sidste Repræsentant for Nordens Adel, saadan, som man kjender den fra
