Allerede kort efter Syvaarskrigen mærkes tydelig, at Kronen begynder at trække vexler paa den barnløse og rige Enkes Formue, og at hun viser sig offervillig i denne Henseende. I 1574 ser man, at hun eftergiver Kronen betydelige Gjeldsfordringer. Den 12te Juli i det nævnte Aar skjænkede hun Kongen 6000 Daler, som denne var hende skyldig for Pantegods, og desforuden 2000 Daler, som Hr. Lage Brahe paa Kongens Vegne havde sagt god for til Daniel Rantzau, dog saa, at hun for Livstid skulde beholde Verpinge Hofgaard og Mølle.[1] Og eftersom Fru Gørvel begyndte at blive gammel, maatte naturligvis Opmærksomheden mere og mere henvendes paa den rige Arv, der i sin Tid skulde falde efter hende. Da nu hertil kom, at hun ikke havde Udarvinger hverken i Danmark eller Norge, men derimod havde sine eneste, meget fjerne Paarørende i Sverige, har det sandsynligvis været Kong Frederik II. høist ukjært at tænke sig, at hendes store Godser, der især laa i Norge, skulde komme i svenske Adelsmænds Besiddelse. Hvad Fru Gørvel angaar, havde hun, hvad tilsidst hendes Testamente udtaler, selv ikke stort tilovers for sin Familie i Sverige, og derhos er det tænkeligt, at det har faldet hende temmelig besværligt aarlig at skulle lade indkræve sine Rettigheder og derhos jevnlig paany lade bortfæste sine Gaarde i saa fjerne Egne som Nordland, Romsdal, Søndmøre, ja endog Hjaltland. Forhandlinger mellem Kongen og hende kom derfor i Stand om en Afstaaelse af det norske Gods, foreløbigt det vestlandske („nordenfjeldske“) til Kronen
- ↑ Det danske Rigsarchiv, Domme og Thingsvidner 112.
Hr. Lage) at have en Proces med hende i Oslo, hvor de imidlertid udebleve ved Herredagen. Norske Herredags-Dombøger, I. (1578) S. 54.
