bort fra Norge, men at han og Jøns altid havde forliget sig godt som kjødelige Brødre, samt at der aldrig før havde været skeet Paatale med Hensyn til Manvik Gods,[1] mødte Parterne til bestemt Tid i Oslo. Retten udgjordes af Kantsleren i Norge, tre Væbnere, fem Lagmænd og uti Borgemestre og Raadmænd fra Oslo og Tønsberg, derhos havde ogsaa „de ærlige og velb. strenge Herrer og gode Mænd, som paa begge Sider i Halmstad vare tagne“, indfundet sig, af dem nævnes dog kun tre Svensker. Laurents Thuressøn gjentog de gamle Paastande, Hr. Truid henholdt sig til, at hans Hustrus Gods havde i „tre Langfeders Tid“ fulgt Hr. Alf og hans Arvinger og nu var kommen under den fjerde, hans Hustru. Han paastod endvidere, at et Skifte for 50 Aar siden var skeet i Bergen mellem Alf og Jøns, hvad han beviste med Vidnesbyrd af flere, der skulde have seet det. Nu fremdroge de Svenske Skiftebrevet efter Hans Sigurdssøn, hvori Alf og „hans Søskende“ havde faaet en Trediedel af dennes Efterladenskaber, idet de undlode at svare paa Hr. Truids Anførte om Skiftet mellem Brødrene; af det sidstnævnte Brev, som dog ei her kunde være afgjørende, fremlagdes flere Copier. Under de fortsatte Repliker anførtes det fra de Svenskes Side, at Hr. Truid i Halmstad havde sagt, at han ikke vilde paastaa Hævd, men forsvare sin Hustrus Arv ved Breve og Bevisligheder, hvilket Hr. Truid bestemt benegtede at have sagt. Der fremkom ogsaa Tale om en Brevkiste i Bergen, som skulde indeholde Documenter af Vigtighed, men Kjendelsen blev, at Truid paa sin Husfrues Vegne skulde beholde Arvegodset ubehindret for hver Mand, „indtil saalænge det bliver ham afvundet med Lov og Dom“.[2] Denne Kjendelse afsagdes
